Af Emilie Risgaard, fra projektet omGANG
Det var lørdag og der var en skøn tur i vente!
Vi havde længe gået og glædet os til afholdelsen af ”Den Store Kanonkugle-march” d. 5/6, der var vores første oplevelse med en arrangeret tur. Og lad os allerede løsne spændingen og konkludere: Vi gik ikke skuffede derfra!
Med start på parkeringspladsen ved Kalø Slotsruin kl. 9.00, samledes vi med en god flok gå-glade under den skyfri himmel. Her var kort information om ruten og så ellers afgang! 30 km gennem en skøn rute til Fregatten Jylland var første mål. Ruten, der var letgenkendeligt markeret med orange flag, ledte os gennem alle former for terræn og natur: Skov, by, marker og enge.
Der var ikke en finger at sætte på vejret undervejs og heller ikke på selskabet! Det var vildt hyggeligt at kunne følges med andre undervejs, hvor man kunne få en lille snak om gode gå-ruter, vandresko eller bare vind og vejr. Det gav et boost at mærke energien fra alle andre deltagere, hvilket også kunne ses på det tempo, vi lagde afsted med.
Efter 14 km var der indlagt et lille depot, hvor der blev serveret frugt, chokoladeboller og romkugler – lige det, vi havde allermest brug for efter den første varme halvdel.
Efter at have kølet ned i skyggen, fortsatte vi med forhøjet blodsukker og ny energi videre mod mållinjen. Inden vi havde set os om, var vi fremme ved Ebeltoft, hvor ruten førte os kortvarigt gennem den hyggelige brostensbelagte gågade inden vi ramte Fregatten Jylland. Her blev vi mødt med en skøn gryderet, frisk sodavand og lækre øl.
Vi havde dog ikke meget tid til at sidde og nyde den gennemførte tur, for vi havde på forhånd planlagt, at vi efterfølgende skulle gå 15 km-ruten. Her skulle vi give en hjælpende hånd med at indsamle markeringsflag, mens vi fik ekstra skridt på kontoen. Det krævede dog lidt ekstra at få benene i gang igen efter at have siddet og fyldt maverne godt op med både mad og drikke.
Ruten her foregik lidt mere på asfalt end 30 km-ruten, men gennem lige så flot natur. Bl.a. blev vi sendt gennem helt små skovstier omkring Århuskolonien og helt ned på stranden ved Ahl Plantage.
Turen på 15 km var med både start og slut ved Fregatten Jylland, så da vi kom tilbage til Ebeltoft, kunne vi holde et lille velfortjent hvil og ellers koordinere med Rejseplanen, så vi kunne komme retur til bilen, der holdt parkeret ved Kalø Slotsruin.
Og hvilken bedre idé end at spænde skoene igen og fortsætte endnu 9 km mod Femmøller Efterskole, hvorfra vi så kun havde en kort bustur tilbage til bilen. På dette tidspunkt var benene efterhånden godt trætte, fødderne ømme og jeg selv havde skaffet mig en god allergisk reaktion, så mine underben havde fået spændende røde plamager. Ikke desto mindre var humøret stadig upåklageligt og vi fik med god vilje slæbt os til busstoppestedet. Vi kunne nu køre retur mod Aarhus og være godt tilfredse med bedriften! 55 km fik vi tilbagelagt, hvilket for begges vedkommende, var rekord! – Så kan vi jo kun glæde os til, når vi om en lille måneds tid, har gået 55 km og stadig mangler 45…
Erfaringer fra længste tur til dato:
- Kasketter er en frygtelig god opfindelse!
- Solcreme skal også bruges på læberne
- Det er en skrøne, at man kun kan mærke smerte 1 sted ad gangen
- Når du er træt – øg tempo!
- Lange pauser er hyggelige, men frygtelige når benene skal i sving igen
- Englehud er guds gave til forebyggelse af vabler!