Af Anne Jensen, fra projektet omGANG.

Solen skinnede ind ad vores vinduer i lejligheden i Århus på en sjælden undervisningsfri torsdag. Anna havde taget hjemmekontoret med en tur i sommerhus sammen med sine roomies, hvorfra de havde online undervisning hele ugen. Imens var Emilie og jeg ikke et sekund i tvivl om, hvad sådan en dag skulle gå med. En hverdag egner sig nemlig perfekt til at besøge populære danske vandreruter, hvis man gerne vil have dem lidt for sig selv, så turen gik til Mols Bjerge.

Og ja, man forstår godt, at det er en populær rute, for hold nu op, hvor er det et skønt sted!

Vi startede ud ved parkeringspladsen overfor efterskolen i Femmøller, som er det nordligste punkt på ruten, og besluttede os for at tage den vestlige rute rundt. Humøret var højt og forventningerne i top, da vi satte afsted.

Bjergetapen i Mols Bjerge - afgang med højt humør

Afgang med højt humør

Turen har en stejl opstart, og som de optimistiske mennesker vi er, havde vi da lavet vores første styrketræning dagen inden, så det var seje ben, der skulle trækkes i gang, men inden vi så os om, stod vi på toppen af Agri Bavnehøj. 137 m over havets overflade kunne vi nyde en fantastisk udsigt og hygge os med at dreje pilen på monumentet mod steder, vi gerne ville hen. Turen gik videre gennem nærmest eventyragtige skove, kløfter og bakker.

Bjergetapen i Mols Bjerge - eventyrligt terræn

Eventyrligt terræn

Undervejs på ruten er der forskellige små detours, man kan tage på, så der er til mange mange timers udforskning i området, og hvis vi havde haft mere tid, havde vi helt sikkert begivet os ud på flere af dem. Vi valgte at følge en lille rute til Poskær Stenhus. Det er opført 3.300 f.Kr. og er Danmarks største runddysse. Undervejs nåede vi helt at komme i tvivl om, hvad vi egentligt skulle kigge efter, men man er ikke i tvivl, når den store stendysse kommer til syne.

Bjergetapen i Mols Bjerge - Poskær Stenhus

Poskær Stenhus

Vi har let ved at fortabe os i smukke udsigter og glemme alt om at se efter den ellers super godt afmærkede rute. Man skal gå efter Mols Bjerge-Stien , og engang imellem får man et lille hint om, hvor langt man er nået på bjergetapen.

Bjergetapen i Mols Bjerge - afmærkning

Afmærkning

På meget af turen går man i indhegninger med både køer og heste, og selvom det kan være lidt skræmmende at gå ind i en fold, hvor der står kreaturer lige indenfor, kunne de ærlig talt ikke være mere ligeglade med vores tilstedeværelse, som videoen også meget godt viser.

Mit personlige yndlingssted på turen var uden tvivl vores lille detour til et selvudnævnt kaffe-spot lidt udenfor den afmærkede rute. Her nød vi en god lang pause, hvor der blev lavet både kaffe og bananpandekager over trangia med udsigt til Trehøje og flere af Syddjurs’ smukke vige.

Turen gik videre over Trehøje og tilbage nordpå mod parkeringspladsen i Femmøller. Det blev til en helt fantastisk tur på godt 20 km, hvor dagens citat blev leveret af Emilie, imens hun nød en af de mange betagende udsigter: ”Tænk at det her er Danmark!”. Vi er bestemt ikke færdige med at udforske Mols Bjerge, og vi glæder os allerede til at komme tilbage.

Bjergetapen i Mols Bjerge - Trehøje

Trehøje

 

Tur på Bjergetapen i Mols Bjerge

Vores tur på Bjergetapen