omGANG-100-km-emilie-anna-anne
Anna Moeslund

Anna Moeslund

Anne Jensen

Anne Jensen

Emilie Risgaard

Emilie Risgaard

omGANG

Frirum i en restriktionsfyldt hverdag

De næste uger – frem til midt juli – vil Den Store Vandring følge det utroligt inspirerende og livsbekræftende projekt: omGANG. Emilie, Anne og Anna, som står bag projektet, er igang med at træne sig op til en gåtur på 100 km rundt om Ringkøbing Fjord.

De næste mange uger vil de fortælle om baggrunden for deres projekt, hvordan det går undervejs i træningen op til de 100 km samt give tips og inspiration til alle gå-glade mennesker. Vi håber du har lyst til at følge med 🙂

Følg med i Anne, Anna og Emilies forberedelser til en gåtur på 100 km på Facebook, Instagram og bloggen:

En tosset idé

Det startede egentligt ikke med at være et projekt. Bare en ide om, at det kunne være sjovt, udfordrende og ikke mindst virkelig flot at gå Ringkøbing Fjord rundt – en tur på 100 km.

Anna, Anne og Emilie

Anna, Anne og Emilie

3 hurtige om os:
3 x fysioterapeut-studerende fra Århus
3 x optimister
3 x socialt anlagte venner

Kalenderen viste midt i december. Vi var ved at blive vanvittige af Corona restriktioner, online undervisning, social isolation og dårlig samvittighed, når vi endelig mødtes med andre. Trangen til luftforandring var stor, så vi pakkede taskerne og tog på forlænget weekend i Ringkøbing.

Her oplevede vi en stor ro på vores fælles gåture, som vi ikke kunne finde i storbyens summen. Det var et frirum, hvor Covid-19 kom på afstand, og vi i stedet kunne nyde hinandens selskab og naturen omkring os. Vi havde alle hørt om “runners high” og oplevede nu, hvad vi ville betegne som “walker’s high” – en følelse af, at vi havde lyst til at gå i evigheder.
Med denne følelse i kroppen faldt snakken på, om vi egentlig kunne gå Ringkøbing Fjord rundt? 100 km i rimeligt fladt terræn, på sti, asfalt og langs klitterne ved Vesterhavet – noget af en omgang.

Langsomt gik det op for os, at denne idé motivererede os, og det var noget, vi kunne se en mening med. En følelse, vi ikke havde oplevet siden nedlukningen sidste i marts.

Der var dog langt fra tanke til handling, men idéen levede videre. Den blev bragt op i situationer, hvor vi havde brug for et friskt pust. Efter at have besluttet os for at give det et skud, kontaktede vi Rune Darling fra RunningNow for at få lidt vejledning og gode råd med på vejen. I emnefeltet skrev vi “En tosset idé”.

Vi er blevet vildt motiverede af selve processen, som driver os i en tid, hvor der ellers ikke er den store spænding i hverdagen.

Til vores held var Rune vild med planen og fik os i kontakt med Henrik Mikkelsen fra Naturforsamlingshus. Og så tog det ellers fart! Vores lille idé er nu “et projekt” med træningsplaner, målsætninger og et hav af krydser i vores kalender (største kryds i starten af juli) – lige dét vi havde brug for!

Så hvad er målet? Målet er selvfølgelig at gennemføre den 100 km lange gåtur i ét hug. Men det er efterhånden blevet meget mere end det. Vi er blevet vildt motiverede af selve processen, som driver os i en tid, hvor der ellers ikke er den store spænding i hverdagen. Indirekte er målet at bruge gåturene som kvalitetstid med hinanden, se en masse dansk natur og få et nyt holdepunkt i en ellers uvant hverdag.

Vi er ikke eksperter, men vi ønsker at dele vores oplevelser, hvad der inspirerer os og hvordan optræningen til en 100 km lang gåtur kan være. Tanken er, at du som læser (og muligvis kommende gå-entusiast) kan spejle dig i nogle af vores helt almindelige tanker, frustrationer og glæder.

Så snør skoene til og tag med på en omGANG!

gåtur 100 km - omGANG - Anna - Anne - Emilie