Af Anne Jensen, fra projektet omGANG
4 dage i Rold Skov. Jeg var overbevist om, at det var alt for lang tid til så lille et område, men ikke desto mindre blev taskerne pakket med alt hvad man har brug for til fire dage i skoven. Og ja 4 dage er nok for lang tid, hvis man går systematisk til værks, men når den ene detour tager den anden, flyver tiden og ikke mindst stedsansen.
Rold Skov byder på både store granskove med mosbeklædte skovbunde, store som små skovsøer, bøgeskove, kuperede bakkelandskaber, plantager og vildt uberørt skov.
Selvom jeg synes det er fedt at gå mod et mål, er jeg dog størst tilhænger af at gå uden en bestemt destination. Det er, hvad de fire dage i Rold skov er brugt på. Der var handlet mad, så vi ikke skulle planlægge efter indkøbsmuligheder, og vand kan man heldigvis tanke op forskellige steder i skoven, så der var fri leg til at følge lige præcis det, vi synes så mest spændende ud.
At gennemgå turen kronologisk vil kun skabe mere forvirring, end hvad godt er! Derfor kommer her lidt gode råd og ideer, der strækker sig fra fantastiske udsigter til hvilken skovbund, der er mest behagelig at sove i, når ens liggeunderlag punkterer.
1. Store Økssø er en af de reneste badesøer i Nordjylland, på trods af vandets lidt brunlige farve. Vi lod os dog ikke friste til en lang svømmetur da lufttemperaturen målte 8 grader. Til gengæld vidste vi, at der langs meget af søen var fri teltning, så vi gik på jagt efter den perfekte teltplads. Lynhurtigt fandt vi ud af, at ruten var ensrettet under corona. Det betød, at vi fik fornøjelsen af den 3,5 km lange rute rundt om søen to gange, men det gjorde os absolut ikke noget – Det er en virkelig skøn tur!
2. Rebild bakker står med det åbne hedelandskab i kontrast til de mange skove i området. På toppen af bakkerne har man god mulighed for at danne sig et overblik over terrænet og udpege det næste spændende sted. De hvide pile viser Rebild Bakker Ruten, som også er fantastisk flot, MEN tag alligevel en tur ud på de små stier! De er mindre befærdet, mindst lige så flotte og gør området meget større. Fra Kejserbakke fik vi øje på et tårn i skoven et stykke væk og besluttede os for at sætte kurs mod det.
3. Skovtårnet/Høje Odde er placeret højt på en bakke i Troldeskoven. Den giver med sine 10 m en fornemmelse af at sidde i toppen af en af de mange omkringliggende grantræer. Ikke kun på grund af højden, men også den vuggende bevægelse tårnet laver, efterhånden som man kommer højere og højere op. For dem, som ikke lider af højdeskræk, og kommer helt til tops, venter der en skøn udsigt over Rebild Bakker.
4. Troldeskoven er kendetegnet ved de kringlede og krogede gamle bøgetræer, der snor sig omkring hinanden som lange troldefingre op af jorden. Gå på udkig efter øjetræer (to stammer der er vokset sammen). Gamle historier fortæller, at man kan kurere engelsk syge ved at kravle igennem det.
5. Urskoven får lov til at vokse vildt og frit. Væltede mosbeklædte træer guider en igennem skovbunden, der forstyrres af utallige håbefulde spirer. Her er der fri teltning, hvilket vi benyttede os af. Der er ikke så mange, der bevæger sig herind. Vi så faktisk ikke et eneste menneske i den tid, vi teltede der, så man føler sig helt alene.
6. Privat skov udgør størstedelen af Rold Skov. Det betyder ikke, at man ikke må være i den, men blot at man skal holde sig på skovvejene. Der er masser af smuk natur her og rig mulighed for at fare vild, når der ikke er skiltet efter diverse seværdigheder.
7. Fri teltning er en super let og ikke mindst hyggelig måde at overnatte i den danske natur. Jeg nyder især processen og friheden ved at finde lige præcis det sted, man selv synes aller bedst om. Samtidig gør den stigende interesse indenfor vores skønne natur, at shelter- og etablerede teltpladser ofte er revet væk. Derfor er jeg meget tilhænger af områderne med fri teltning, som der heldigvis kommer flere og flere af. Man skal dog være opmærksom på specielle regler, når man vælger fri teltning som overnatningsform. Du kan få overblik over regler og ikke mindst områderne på naturstyrelsens hjemmeside: https://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/overnatning/fri-teltning/
8. Knæmadder er en opfindelse, der gør frokosten virkelig nem og hurtig. Øverst i rygsækken pakker man rugbrød, en tube peanutbutter og en tube marmelade. Knæene fungerer som tallerken og du slipper for at pakke en masse ud og skulle vaske op efterfølgende.
9. Liggeunderlag: og svaret alle har ventet spændt på. Hvilket skovunderlag er mest behageligt at overnatte på, når liggeunderlaget punkterer den første dag? Er det: A: Mose B: Granskov C: Bøgeskov Valget landene på svarmulighed B, selvom hemmelige svarmulighed D: Et ikke punkteret liggeunderlag nok altid vil være at foretrække.
Det var kun et lille udpluk af oplevelser, man kan finde i Rold Skov. Der er meget mere at komme efter, også hvis man kun er på besøg en enkelt dag.
Rigtig god tur!