Af Anna Moeslund, fra projektet omGANG

Samme weekend som Anne og Mille gik Den Store Kanonkuglemarch, var jeg, Anna, på familietur i Grenå. Det er en årlig familietradition, hvor vi mødes i spejderhytten Falkely. Det var utrolig kærkomment, da sidste års udflugt var aflyst grundet corona. Spejderhytten ligger syd for Grenå i de smukke omgivelser af Annebjerg Plantage og ikke langt fra en fantastisk sandstrand.

Natur fra Annebjerg Plantage

Natur fra Annebjerg Plantage

Dagens ”kludrede” gåtur

Dagens ”rute”

Dagens ”rute”

Som det kan ses på ovenstående rute, så var ruten langt fra fast planlagt, og jeg tog derfor et par timer ad gangen. Kl 7 lagde jeg ud med to timers gåtur i en skøn morgensol, for at vende tilbage til nybagte boller og en stor kop kaffe :o) Derefter fik jeg selskab af min søster og min kæreste et par timer, hvorefter jeg selv vendte snuden mod syd og Katholm Gods.

Video af morgenen ved stranden:

Naturen syd for Grenå

Her tog jeg flere gange mig selv i at sige: Nej, hvor er her flot. Himlen var skyfri og dybblå. Solen bagte og kastede et naturskønt lys over markerne. Dansk natur når det er bedst!

Video af Anna:

Katholm gods

Katholm gods

Kanalen og Bonderøven

Vest for Grenå ligger der små byer, bl.a. Revn og Vejlby. Går du langs kanalen, kommer du forbi Grenå Golfklub, inden du kommer til Revn. I Revn kan du – hvis du er heldig ;o) – få lov at vinke til eller hilse på Bonderøven, som bor Kastanjegården i denne lille hyggelige landsby.

Grenå golfbaner

Grenå golfbaner

Dagens tur sluttede i Vejlby, hvor min søde mor samlede mig op. Mens jeg havde travet rundt i Grenå og omegn, havde det meste af min familie ligget ved Katholm Strand. Nu var klokken dog blevet 19, og derfor var det på tide af vende hjem mod Århus. Jeg havde nået min 9,5 times gang, og mens jeg begyndte at spise den halve vandmelon, som min mor havde medbragt, så jeg tilbage på dagen med stor tilfredshed 😀

Min bøllehat og jeg takker af for i dag :D

Min bøllehat og jeg takker af for i dag 😀

På denne tur lærte jeg:

  • Nogle gange er det fedt at glemme den planlagte rute, og bare se hvor dagen og benene bringer dig hen.
  • At sætte en hel dag af til at gå – og dermed ikke at skulle tænke på andet – er super befriende og afstressende.
  • Solcreme og en god bøllehat (eller kasket) er uundværligt i sådan et eminent og varmt vejr.
  • Hvor dejligt det er at gå selv – MEN bestemt også, hvor meget jeg sætter pris på at skulle gå de 100 km med Mille og Anne!